Inddeling

lørdag den 22. august 2015

Boreprøver

I forrige uge blev der foretaget boreprøver på grunden. Vi har i spænding ventet på svaret af disse, da det jo kan sætte en stopper for vores byggedrøm. I tilbuddet fra HusCompagniet er der afsat 50.000 kr. til ekstrafundering og 20.000 kr. til bortkørdel af jord. Vi håbede på meget mindre, og frygtede meget mere.
For et par uger siden var vi forbi vores grund, og her mødte vi en masse naboer. Naboerne på grunden ved siden af vores mod øst, er lige flyttet ind i deres nybyggede hus, og de fortalte, at de havde brugt 49.000 kr. på ekstrafundering. Vi regnede derfor med, at vores nok ville ende ud i noget af det samme. 

I går kom så tilbuddet fra HusCompagniet. Der skal bruges 40.000 kr. til ekstrafundering og 22.000 kr. på bortkørdel af jord. Det er heldigvis inden for det afsatte beløb, så det er dejligt. Vi havde som sagt håbet på mindre, men sådan blev det ikke. 

Et lille hul fra boreprøven

Nu er næste skridt, at vi skal have skrevet under på kontrakten med HusCompagniet. Vinhar gennemgået kontrakten med vores advokat. I næste uge gennemgår vores byggesagkyndige den, og så er vi klar til at skrive under. 



lørdag den 8. august 2015

Udstillingshus i Svenstrup

I søndags kørte vi til Svenstrup for at se på det udstillingshus, HusCompagniet har. Grunden til at vi kørte hele vejen til Svenstrup er, at plantegningen næsten er identisk, men den plantegning vi pønser på. Vi blev bekræftet i, at det er den rigtige plantegning for os. Det vi skal have ændret er, at vi skal have et lidt mindre forældrebadeværelse (uden badekar), og så vil vi gerne have et walk-in i stedet for en skabsvæg. Nu må vi se, om der bliver plads til det, når vi til efteråret skal i gang med at have tegnet tegninger.
Udstillingshuset. Vores skal ligge spejlvendt

Det var rigtig godt, at vi tog turen derop, for det satte nogle tanker i gang hos os.
Vi har egentligt valgt trælofter i hele huset, da vi synes, det er pænest. Vi kunne dog høre, at der i køkken-alrummet var en dårlig akustik pga. skråloftet og fliserne på gulvet. Først overvejede vi, om vi skal have trægulv i køkken-alrummet i stedet for fliser, men vi er i tvivl om, hvorvidt gulvet er slidstrækt nok til et rum, som kommer til at være husets hjerte og et gennemgangsrum. Vi er efterhånden kommet frem til, at vi må vælge akustikloft i køkken-alrummet. Vi vil fortsat gerne have trælofter i resten af huset.


Det var rart at se, hvor meget skabsplads, det er muligt at få. Og så var det rart at se, hvordan vindueskarme, lister og alt det andet ser ud i et færdigt hus. Det var også rart at se et hus, hvor der ikke er spots over det hele - det giver forhåbninger til, at vi måske kan holde os inden for budgettet for el.







søndag den 2. august 2015

Grunden

I sidste uge var vi hos ejendomsmægleren for at skrive under på købsaftalen for grunden. Sælger har også skrevet under, så fra d. 1. September er vi grundejere! Grunden er 860 m2, og den ligger på en vej, hvor der er udstykket 15 grunde. Der er stadigvæk fire grunde til salg.

I midten af vejen er der et grønt område, hvor der er anlagt en bålplads og en lille legeplads, hvilket vi synes, er vildt hyggeligt.

Da vi startede med at kigge på huse, kiggede vi især nord for Aarhus, men vi overvejede ikke Mørke. Faktorer, der gjorde, at vi endte med at vælge grunden i Mørke:

  • Det ligger 30 km nord for Aarhus
  • Vi har tæt familie i Mørke
  • Der er en vuggestue, børnehave og en folkeskole
  • Der er indkøbsmuligheder i byen 
  • Det ligger i et naturskønt område
  • Vi kan nøjes med en bil, da Rasmus' arbejde ligger tæt på
  • Det ligger tæt på motorvej til Aarhus
  • Der går tog til Aarhus (bliver til letbane i 2017)
  • Prisen 


Udsigt mod sydvest set fra grunden


Vores grund set fra vejen

Udsigt fra grunden mod syd





søndag den 26. juli 2015

Hvordan det begyndte

I December 2014 fik vi en lille dreng, og det er utroligt, hvor mange ting man pludselig får ind i hjemmet pga. sådan en lille størrelse :-). Vi bor i en to-værelses lejlighed på 77 kvadratmeter, og vil meget gerne have lidt mere plads. Vi har i et stykke tid været flittige besøgende på boligsiden.dk. Vi har været ude at se lidt forskellige huse, og nu er vi altså kommet frem til, at vi vil bygge selv. Og hvordan kom vi så frem til det?

Ingen af os er det mindste gør-det-selv-typen, og at købe et gammelt hus, der skal renoveres, er alt for uoverskueligt for os. Det løber også hurtigt op, når vi skal have håndværkere til det hele. Vi bor i Aarhus, og ældre huse i Aarhus og omegn er ikke billige.

For noget tid siden arrangerede vi derfor et møde med både Eurodanhuse og HusCompagniet, så vi kunne få et overblik over, om vi kan bygge et nyt hus, uden at det bliver alt for dyrt. Møderne med begge firmaer gik godt. Efter man har talt om ønsker til hustype og størrelse, går man en tur i deres showroom, hvor der meget pædagogisk bliver udpeget, hvad der hører med i standardprisen, og hvad der ligger udenfor og man derfor skal betale ekstra for. Det er selvfølgelig ikke bindende, men det giver byggerådgiverne en mulighed for at udarbejde et tilbud. Det tog ca. en uges tid, og så havde vi et udkast på et tilbud på et nyt hus. Vi har valgt at benytte HusCompagniet, idet vi kender andre, som har bygget med dem, og det har de været tilfredse med.

Vi har også fundet en grund, og vi er blevet enige med sælger om en pris, så nu venter vi bare på, at ejendomsmægleren kommer tilbage fra ferie i morgen, så hun kan få udarbejdet salgspapirerne.

Vores grund set fra vejen af. Til højre ses naboens garage. 

Hvad er næste skridt?

Vi regner med, at vi i denne uge får salgspapirerne på grunden, så vi kan få den købt.
På onsdag har vi møde med vores byggerådgiver fra HusCompagniet, hvor vi skal tale om indretning af huset - altså plantegning. Vi har kigget nettet tyndt for plantegninger, og har pt. 2 udkast. Det er allerede besluttet, at det bliver et vinkelhus på 152 kvadratmeter med integreret garage og et skur.
Og så skal vi selvfølgelig også tale om kontrakten, som vi har fået tilsendt. Den skal vi dog have gennemgået sammen med en advokat.


lørdag den 25. juli 2015

Velkommen

Vi har besluttet os for at skrive en blog om byggeprocessen af vores nye hus. Vi håber, at du vil læse med 😊